Juletanden

Juletanden

Når du har sunget julesange og hængt strømperne op, hvorfor så ikke læse en særlig julehistorie for dine børn? Det er en gave til dig fra mesterfortæller Odds Bodkin. Kun Odds kunne fortælle en historie, hvori Tandfeen sidder fast i en skorsten med julemanden! Bare klik på Udskriv denne artikel knappen nederst på din skærm, og du er på vej.

Kapitel et
Alfred Peter Wannamakers tand kom ud juleaften. 'Mor,' spurgte han, 'bruger Tandfeen også skorstenen?'
'Det er et mysterium,' svarede hans mor.
'Jeg tror, ​​jeg skal putte nogle ekstra småkager og mælk ud,' sagde Alfred.
'Jeg synes, det er en god idé,' sagde hans mor.
Alfred stod på en køkkenstol og sørgede for, at alt var klar. 'Mor,' spurgte han, 'tror du, de kender hinanden?'
'WHO?' spurgte hans mor.
'Julemanden og tandfeen.'
'Jeg kan ikke se hvorfor ikke. De besøger begge børn om natten.'

[insert_object] Senere på aftenen stak Alfred sin tand under sin pude og faldt i søvn. Han vågnede kort tid senere. Han hørte noget. Dunkende. Svagt og fjernt. Fra i væggen. Han satte sig op. Kun hans natlys lyste. Nej, det var ikke væggen. Dunken kom fra den store bule i væggen. Alfred forsøgte at huske, hvad den store bule lavede der. Så huskede han. Far havde sagt, at det var skorstenen.
Alfred sprang op og løb nedenunder. Stemmer. De blev højere, da Alfred fik sin hurtigste bump at glide ned ad trappen. To stemmer. Voksne. Alfred løb hen til pejsen. Det havde været hans idé aldrig at tænde brænde juleaften. Nu var han glad, for der var nogen inde i skorstenen.

hvorfor bliver nogle ånder på jorden

Kapitel to
'Nå, hvordan skulle jeg vide det?' spurgte en gnaven stemme oppe fra mørket.
'Ved at være følsom,' svarede en dejlig, grinende stemme. 'Hvorfor er du så sur?'
Alfred kiggede op indenfor. Det var mørkt. 'Hej?' kaldet Alfred. Den dejlige stemme i mørket sagde: 'Det er lille Alfred. Jeg er her for hans tand.'
'Jeg ved præcis, hvem han er.'
Alfred kiggede hårdere ud i mørket.
'Julemanden, tandfe, er det dig?' han ringede.
'Ja, Alfred, det er os.' Julemanden lød meget ulykkelig.
'Er du okay?' Alfred var bekymret.
'På en eller anden måde,' fnisede Tandfeen, 'ankom vi begge i samme øjeblik. Jeg er bange for, at vi sidder fast.'
'Bare rolig,' kaldte Alfred. Han var meget begejstret. 'Jeg redder dig!'

Alfred løb ovenpå. Han stak tanden i pyjamaslommen og greb sin lille røde lanterne. Tilbage i pejsen tændte han den og så op. Han kunne se dem. De blev presset sammen omkring femten mursten op.
'Kan du se os nu, Alfred?' spurgte Tandfeen.
'Ja. Hej, gispede Alfred. 'Jeg har altid ønsket at se dig.' Han slæbte en stol ind i pejsen og stillede sig på den. Alfred rakte hånden op.
'Skønhed før visdom,' brokkede julemanden.
'I dette tilfælde,' svarede Tandfeen, 'er det slankhed, der tæller.'

Kapitel tre
Alfred rykkede Tandfeens glødende hånd, og hun skubbede ud, væk fra julemanden. Hun flød ud af pejsen og landede på sine fødder. Et øjeblik efter stod julemanden der med en sodet klud viklet om hans hoved og kæbe. Alfred vidste ikke, hvad han skulle sige. 'Vil du have nogle småkager og mælk?'
'Småkager? Alt andet end småkager!' stønnede julemanden.
'Hvad er der galt?' spurgte Alfred.
'Dårlig tand,' sagde julemanden, mens han drak noget mælk.
'Jeg tænkte lige så meget,' sagde Tandfeen. 'Lad mig se.'
'Jeg har børn at besøge!' brokkede julemanden, da tandfeen åbnede munden.
'Denne tand skal ud,' sagde hun.
'Jeg ved det, jeg ved det,' brokkede julemanden.
'Hvor længe er det siden, nogen så på disse?' hun spurgte.
'Åh, jeg ved det ikke. Hundrede år, giv eller tag,' sukkede julemanden. 'Jeg har meget travlt, jeg skal nok få dig at vide det.'
'Jamen, vi skal nok tage os af det lige nu,' sagde hun, 'ellers bliver det kun værre.'
'Alfred, jeg skal bruge en stol og en vask,' sagde Tandfeen. Alfred førte dem ind i køkkenet. Tandfeen satte sig ved siden af ​​julemanden ved bordet. Alfred sad over for dem. Tandfeen vaskede sine hænder og foldede derefter sine vinger om julemanden. Alfred hørte et uk. 'Der,' sagde hun og holdt julemandens meget gamle tand op. 'Smil nu for mig, hr. Claus.' Julemanden forsøgte at smile.
'Åh, det er et stort mellemrum,' fnisede hun. 'Du bliver nødt til at erstatte den.'
'Du kan få min tand, hvis du vil,' sagde Alfred.
'Alfred,' sagde Tandfeen, 'hvis den ikke er under din hovedpude, kan jeg ikke efterlade dig en mønt.' Alfred havde altid elsket at finde den mønt under sin hovedpude. Men dette var vigtigere. Han gav julemanden sin tand. Julemandens øjne glimtede. Han rakte den til tandfeen.
'Der er masser af barndom i det,' sagde hun. 'Jeg tror, ​​det vil vokse fint.'
Hun lukkede sine vinger omkring julemanden.
'Lige ind...her!' sagde hun og åbnede så sine vinger.
'Ho ho ho!' grinede julemanden og sprang op. 'Det er vidunderligt!' Han smilede til Alfred og krammede ham og sagde: 'Tak, tak!' igen og igen. Alfreds tand var inde i julemandens glade smil.
'Alfred,' sagde Tandfeen. 'Det var meget generøst.'
Alfred smilede og gabte så på trods af sig selv.
'Det er sent,' sagde julemanden. 'Jeg burde virkelig tage afsted. Men jeg vil altid værne om min tand, Alfred Peter Wannamaker.'
De førte ham ovenpå og gemte ham ind.

Kapitel fire
'Godnat, Alfred,' sagde Tandfeen.
'Glædelig jul, Alfred,' klukkede julemanden.
Alfred så op på dem. 'Vil jeg huske det her?' spurgte han og gabte igen. Tandfeen og julemanden så på hinanden. Kun de dejligste børn i verden husker de magiske ting, de vidste.
'Vil du?' spurgte julemanden. Alfred nikkede ja.
'Så skal du,' svarede Tandfeen. Det sidste Alfred så den aften, var hendes hånd, der bevægede sig forbi hans ansigt.
Julemorgen væltede Alfred ud af sengen og løb nedenunder. Der var fantastiske gaver. Det var først senere, at han huskede sin pude.
Under den var en lang tynd æske bundet med et rødt bånd. På notatet stod der 'Fra S. og T.F.--For resten af ​​dem, for en sikkerheds skyld.'
Han åbnede den. Det var en tandbørste lavet af rensdyrgevir.
Så huskede Alfred.

For flere historier fra Odds Bodkin, besøg hans hjemmeside .